Problemet med gamification

Gamification bliver ofte fremhævet som et stærkt værktøj til medarbejderengagement. Men selvom det kan virke, når man på egen hånd lærer matematik eller et nyt sprog, er det farligt at bruge som belønningssystem for en hel virksomhed. Her er hvorfor.

Godt samspil er både et behov og en belønning

I årtusinder er samspillet mellem mennesker blevet holdt sammen af kommunikation — dialog og reaktioner. Du siger noget sjovt, jeg griner; nogen er søde ved os, vi smiler. Du stiller et spørgsmål, jeg svarer, og du siger tak. Reaktionerne og kommentarerne er belønningen i sig selv. Spørg bare en hvilken som helst lærer eller komiker, hvorfor de gør, som de gør.

Det system har fungeret i umindelige tider. Det gælder også på de sociale medier: Du lægger noget op, og folk reagerer. Gamle venner sender hjerter, og nogen skriver en kommentar, du kan bruge til noget. Det er formentlig en af grundene til, at de sociale medier har erobret verden — vi higer efter andres opmærksomhed, kommentarer og reaktioner.

Virksomhedskultur

En stor del af en god virksomhedskultur er præcis det samme samspil: god kommunikation, feedback, ros for sin indsats og kolleger, der forstår og bakker op. Gode ledere lytter, hjælper og giver de råd, der skal til, for at man kan rykke sig i sin rolle — og tit også som person.

Når det bliver til et spil

Tilbage i 2010'erne var gamification det helt store inden for tech. »Lad os bare gøre det hele til et spil, så bliver folk glade og har det sjovt samtidig,« eller hvad tanken nu var.

Spørg nu en hvilken som helst, der har indført en gamificeret læringsplatform i sin virksomhed, og du får det samme svar: Det virker cirka en uge med nye medarbejdere, og så holder folk op med at gå op i badges og point. Måske 5 % bliver ved, men det store flertal gør det ikke. Giv dem rigtig feedback fra et andet menneske — det er det, folk går op i.

Faren ved at gamificere det sociale

Nogle folk i tech fandt endda på: »Lad os også gøre det sociale til et spil!« Altså at medarbejderne får point for at like, se og kommentere for eksempel opslag på en wall. Tanken er: »Gør vi samspillet mellem folk til et spil, interagerer de mere, og så bliver kulturen bedre.« Men det stik modsatte er tilfældet.

I det øjeblik I laver et internt pointsystem, hvor den enkelte får point for at like og reagere på andres opslag, udvander I det samspil, der ellers var ægte. Den, der har lavet opslaget, tænker sandsynligvis: »De liker det jo bare for at få point.« Nu har I installeret mistillid og egoisme i organisationen — to ting, der er gift for kulturen.

Og de få, der går op i pointene, begynder at spille systemet ved at åbne appen og scrolle gennem nyhederne uden at læse noget som helst. Nu er jeres data heller ikke til at bruge til noget — hvem har rent faktisk læst det her, og hvem gjorde det bare for pointene? Det kan I aldrig vide.

Og så er tanken om, at folk skal konkurrere mod hinanden i stedet for at arbejde sammen som et hold, så forældet og tåbelig, at den højst sandsynligt skræmmer de bedste holdspillere væk. At gøre det godt for holdet dukker ikke op i pointtallet.

Lad den kultur, I har, blomstre

I det øjeblik teknologien lægger sig ind mellem mennesker, skal den være et umærkeligt mellemled. Dens vigtigste opgave er at lade kommunikationen — feedback, kommentarer, likes og reaktioner — flyde frit og uden besvær mellem folk. Den skal være hurtig og intuitiv. Man skal ikke tænke over den app, man bruger; man skal bare se og mærke de mennesker, den forbinder en med.

På den måde er god kommunikationsteknologi som en fodbolddommer — arbejdet er gjort godt, når det ikke stjæler fokus fra selve kampen.